En beretning om 12 børn

En beretning om tolv børn fra Wayanad / Mitraniketan – Forår 2013
Return to the English Version 

Af Niels-Henrik Mengel Andreassen og Benedicte Mengel (Foto)

Eleverne på Mitranitetan kommer for en stor dels vedkommende fra de nordlige stammeområder (the District of Wayanad). Det er et meget fattigt område, og et ophold på Mitraniketan giver eleverne mulighed for at få en rimelig skoleuddannelse, som de ellers ikke ville have fået. Afstanden til Wayanad er så stor, at eleverne bliver nødt til at bo på skolen. Hvilket har den fordel, at de lever under gode hygiejniske forhold og får nærende kost hver dag.

I foråret 2013 tog Benedicte og Niels-Henrik til stammeområdet Wayanad for at finde elevernes rødder i det uvejsomme bjergområde. Det har de skrevet en beretning om, som følger her.

Man har hørt meget om udviklingsprojekter, kurser, pædagogik osvi forbindelse med Mitraniketan, men meget lidt om eleven, det enkelte individ. Hvem er de? Hvor kommer de fra? Hvordan er deres liv? Dem vi møder hver dag til morgensamling eller på vej til time. Vi (dvs. min kone, Benedicte, og jeg ) satte os for at lære nogle elever nærmere at kende og i den forbindelse besøge deres hjemegn, Wayanad-distriktet, oppe nordpå i Kerala. Der ville vi opsøge et antal familiemedlemmer og så bagefter tale med børnene hjemme på skolen. Vi havde forestillet os at arbejde med 4-5 elever, men hovsa der kom 12 i alderen 7?-15.

På et møde på Ashas kontor forklarede vi dem først, hvad vores plan gik ud på. Derefter tog vi et portrætfoto af hver af dem. Måske var eleverne ikke helt klar over, hvad det hele gik ud på, men det vakte glæde og interesse at blive fotograferet / set.

Med skolens hjælp og velsignelse, plus navnet på Mitraniketans mand i Wayanad, drog vi så af sted på den lange rejse. Det tog 16 timer med tog og bus, før vi ankom til byen, Mananthavari. Undervejs var der rig lejlighed til at fundere over, at det er den samme strækning, som eleverne, små og store, skal tilbagelægge, når de forlader deres landsby på bjergsiden for at drage til Mitraniketan.

Vores projekt virkede på forhånd indlysende rigtigt (dog måske lidt naivt tænkt ), og det viste sig også at være vanskeligere end som så at gennemføre. – Først og fremmest, hvordan skulle vi finde familiemedlemmerne til vores dusin? – Hvad med tolk? – Hvad med myndighederne, der ikke bryder sig om spontane besøg af fremmede i stamme-områderne? – Hvad med sikkerheden? ( Der er et alkoholproblem, og området er ved at blive infiltreret af maoister, kaldet Naxaliter, der på en ret kontant måde kæmper for stammernes rettigheder).

I et stykke tid virkede det, som om vores besøg ville blive vekslet til en sightseeing-tur, men så løste problemerne sig et efter et, ikke mindst ved Reghus store hjælp. ( Han trak i trådene hjemme fra skolen ) og Shaji, skolens mand på stedet.

Næste morgen kunne vi ledsaget af Shaji drage af sted med jeep til området ved Kalpetta.

Her drejede vi af fra alfarvej og kørte til en landsby , hvor vi tog Rajan med om bord.. Han er ” social worker ”, dvs. ansat af myndig-hederne som kontaktmand mellem stamme-samfundet og verden udenfor. Desværre talte han kun lidt engelsk. Nu gik turen op og op ad det skovbevoksede bjerg.

På et tidspunkt stod vi af og vandrede så et stykke tid gennem et område med høje træer, kaffebuske og peber, før vi nåede frem til det første hus, en betongrå bygning liggende inde i buskadset. Ved siden af på en åben plads lå det lille udendørs køkken.


Nogle fugle skældte ud, og man kunne høre lyden af rislende vand, men ellers var der helt stille. Opmærksomheden blev et øjeblik fanget af et træ, der stod med store hvide blomster ved en offersten.
Rajan gik nu i forvejen ad en snoet sti. Lidt efter vendte han tilbage fulgt af en ældre kvinde, der så frygtsomt på os fremmede. Vi fortalte, hvad vi var kommet for, og hun bød os velkommen, og da hun fik sit billede af barnebarnet, trillede tårerne. Vi kunne ikke veksle mange ord, men vi så venligt på hinanden, længe. 

Det lykkedes os at møde familiemedlemmerne til alle 12, så missionen lykkedes, og vi fotograferede familiemedlemmerne stående med billedet af barnet / barnebarnet, så vi kunne tage det retur til børnene.

Alle steder blev vi mødt med stor gæstfrihed og nysgerrighed. Vi stillede spørgsmål og fortalte lidt, men sprogvanskelighederne var svære at overvinde. Tilbage står indtrykket af nogle meget venlige mennesker boende på en bjergside i et naturskønt område.Hjemme igen på skolen blev der arrangeret et møde med børnene på Sethus kontor.

Før billedvisningen herskede der stor spænding og forventning a la filmpremiere, og det vakte stor glæde hos børnene at se billederne på den lille computer af deres familiemedlemmer og deres hjemegn. Der var skabt en forbindelse mellem hjem og skole, og vi blev som bindeled inddraget i deres glæde.

Talrige gange efter ”premieren ” måtte computeren tændes igen og børnene gense fotografierne, og der blev grinet, peget og diskuteret. Vi undrede os faktisk lidt over, at de kunne blive ved med at være så interesserede. ( Gid man kunne forstå lidt malayalam ).

Med disse erfaringer i bagagen var næste skridt at interviewe/ tale med børnene. Her stillede Mr. Prem, Mitraniketans bibliotekar, sig til rådighed som tolk. Vi inviterede nu 2-3 elever ad gangen til et papkrus med sodavand og en samtale på biblioteket. Under disse samtaler var der rige muligheder for misforståelser, idet kommunikationen skulle passere så mange filtre af sproglig. social, kulturel og aldersmæssig art.

Det blev svært at nå frem til at føre en afslappet og uddybende samtale med eleverne. De var tydeligvis positive og imødekommende, men også meget generte og helt uvant med at skulle udbrede sig om, hvad de tænkte og følte.

Som afslutning på vore projekt inviterede vi eleverne en tur i Zoo i Trivandrum med efterfølgende frokost på restaurant, plus en tur på legepladsen. Denne udflugt blev også fotograferet, og efterfølgende blev billederne vist for eleverne. Det blev igen til gode anmeldelser.

Ved vores sidste møde på Sethus kontor holdt et par af eleverne en tale for os, hvor de takkede os for vores interesse for deres liv og hjemegn. Så selv om produktet ikke blev helt, som vi havde forestillet os, mener vi ikke desto mindre, at selve processen har været meget givende for elevgruppen og os.

Det har været en stor oplevelse for os at lære en elevgruppe nærmere at kende og danne sig et indtryk af deres baggrund / hjemegn. Det er også vores generelle indtryk, at eleverne, store som små, har haft en god oplevelse.Men hvad med alle de andre elever, der ikke blev udvalgt?

Vi ville jo gerne omfatte dem alle, men som Mrs. Sethu sagde: ” Sådan er livet. I kan ikke gøre noget for alle, men I har givet jeres 12 en stor oplevelse, som de vil huske.”

Samtaler med eleverne

Vi interviewede som nævnt eleverne efter vores besøg i Wayanad-distriktet. Deres svar er imidlertid så enslydende, så jeg vil nøjes med at gengive 4 bearbejdede samtaler, som baserer sig på elevernes svar på et antal spørgsmål.

Visakh ( dreng )
Mit navn er Visakh. Jeg er 15 år og går i 8. klasse. Når jeg tænker på min landsby, kan jeg høre tempelklokken, når den ringer tidligt om morgenen.

Jeg kan høre min mors stemme udenfor og lyden af vand, når hun vasker tøj. Min mor arbejder hjemme i huset, og min far arbejder for andre som landarbejder. Vi har et lille stykke jord, hvor vi selv dyrker bananer og kaffe, og vi ejer også nogle kokospalmer.

Jeg husker tydeligt, da jeg skulle forlade landsbyen og rejse til Mitraniketan. Vi skulle køre med bus. Jeg havde gået i en anden skole og skulle nu starte i 2. klasse. Jeg græd meget på turen, husker jeg, og det var en lang tur.

Jeg er glad for at gå på Mitraniketan, men jeg er ikke så god til at få lavet mine lektier. Jeg kan godt lide at tegne og spille fodbold, og så betyder venskaber meget for mig.

Når jeg er færdig i 10. klasse her på skolen, vil jeg hjem til Wayanad for at arbejde og beskytte min far og mor. Det er min drøm at blive lastbilchauffør. Det er sejt. Og måske vil jeg så en dag sende mine egne børn til Mitraniketan.

Vineeth ( dreng )
Jeg hedder Vineeth og er 12 år. Jeg går i 6. klasse. Hele min familie bor sammen i et hus, bedstefar og bedstemor, onkel, alle.

Min far er død. Jeg ved ikke hvordan. Min mor arbejder i marken for andre folk. Hun arbejder meget . Vores familie har et stykke jord, hvor vi har kaffe, mango, bananer og nogle kokospalmer.

Tidligt om morgenen, når jeg ligger i min seng, og bedstemor og bedstefar er stået op, kan jeg høre fuglene synge, og mor taler. Jeg holder meget af at spille cricket og se fjernsyn derhjemme, men klokken 10 går jeg i seng.

Jeg kom til Mitraniketan i 1. klasse, og jeg græd meget på turen hertil, og jeg savner stadig min familie nogle gange, især min mor. Min mor har forresten også gået her på skolen, og Syam, min lillebror, går i 3. klasse.

Her har jeg mange venner. Når skoledagen er slut, kan jeg godt lide at tegne. Ellers leger jeg og vasker tøj. Nogle gange er der ikke noget lys, hvor drengene bor. Så kan jeg ikke lave lektier. Det gør ikke så meget. Når jeg er færdig med skolen, vil jeg rejse tilbage til Wayanad, og så vil jeg køre autorickshaw.

Salini ( pige )
Jeg hedder Salini og er 10 år. Min far og mor passer et hus for nogle rige folk, der ikke bor der hele tiden. Vi har en hund og nogle kyllinger. Jeg var meget glad, da jeg skulle i skole her i første klasse, for jeg har ikke nogen søskende. Her har jeg mange legekammerater. Når jeg bliver voksen, kunne jeg godt tænke mig at studere malayalam og blive lærer en dag. Min yndlingsmad er dosa.

Malini ( pige )
Mit navn er Malini og jeg er 10 år. Både min far og mor er landarbejdere og arbejder for andre. Min bror går stadig i skole.

Når jeg tænker på Wayanad, kan jeg se min familie for mig, jeg kan høre fuglesang og stemmer fra fjernsynet.

Engang så jeg en tiger. Jeg legede med en kammerat et stykke fra landsbyen, og der så vi pludselig en tiger. Den kom ud fra skoven et stykke borte. Vi blev lidt bange, men så forsvandt den igen.

Jeg kom til Mitraniketan i 1. klasse. Jeg kom hertil i bus. Jeg synes, det var en spændende tur, og jeg var glad for at komme i skole. Her har jeg mange venner, og så kan jeg godt lide at bruge computer. Måske kan jeg blive computerlærer en dag.

Jeg savner min mor og far, min bror og bedstemor nogle gange. Selv om jeg godt kan lide at være på Mitraniketan sammen med min lillesøster, Amritha, så tror jeg nok, at når jeg engang selv får et barn, så vil jeg beholde det hjemme i Wayanad, når det skal i skole.

Afsluttende bemærkninger

Efter vores beskedne projekt er vi blevet bekræftet i, at børnene har det godt på Mitraniketan, selv om de er langt væk hjemmefra, og selv om kun få er i stand til at bryde den sociale arv.

Skolen tilbyder naturligvis lærdom, men dertil skal lægges, at den giver mulighed for leg og venskab, og den giver, trods afsavn, et rum for en tryg barndom. Når skolen slutter, er de bedre rustet til at møde verden udenfor, bedre end hvis de var blevet hjemme i landsbyen på bjergsiden.

Niels-Henrik Mengel Andreassen og Benedicte Mengel, maj 2013.

En stor tak til Reghu, Asha, Sethu, Prem, Shaji og Rajan for støtte og hjælp. En særlig tak skal gå til Rolf Erbst for oversættelsen til engelsk og tysk.

Malini, Salini, Visakh, Usha, Reeja, Neethu, Syam, Amitha, Neethu, Vineeth, Anitha and Jibin.

Læs mere om Mitraniketan på dansk på hjemmesiden www.mitraniketans-venner.dk.